Organiseret farvekaos

Faldt over denne fikse idé hos hende her.

Da jeg selv ejer bånd i kilometervis,

og synes det er en supersmart idé

så vil jeg da selvfølgelig

dele opdagelsen med jer :-)

Mine yndlingsbånd får ihvertfald snart nye pladser,

så de bliver lettere at gå til

og dermed nok også bliver flittigere brugt!

-altså snart som i;

når tiden igen tillader det;-)

dyt-dyt - et bette byt

Jeg har netop modtaget dette fine sæt med posten.

Synes den grønne farve er fantastisk!

Sættet har jeg modtaget fra Faster Mette 

efter hun har modtaget en

blandet retro stofpakke fra mig.

Egentlig var aftalen, at Mette "bare"

skulle strikke den fine vest.

Men sørme om ikke det endte med bukser

og suttesnor oveni hatten....

Tusind, tusind tak Mette!

Glæder mig til at afprøve sættet på Lillebror:-)



Terminsdatoen

Idag har været en særlig dag.

Særlig i den forstand,

at jeg hele dagen har følt mig ekstra heldig.

Mit lille mirakel kom til verden d. 28. Januar,

men egentlig så skulle han jo først have set verden

-på den anden side af maven- idag.

Men jeg er en heldig kartoffel!

Jeg har nemlig allerede nu kunne nyde

min skønne drengebaby i knap 3 uger.

3 uger imorgen, helt præcist!

♥ Åh, hvor jeg dog knuselsker den lille fyr ♥

Et nyt liv #3

Her kommer tredje,

og dermed også sidste del af

fødsels-forløbs-indlægget.

De første par dage på sygehuset husker jeg,

lidt som var de taget fra en drøm.

De er lidt omtågede,

og jeg befandt mig for alvor midt i

en svævende boble.

Lillebror sov godt igennem, spiste som han skulle,

og var ganske enkelt et pragteksemplar 

til et par førstegangsforældre.

Der skulle nu tages stilling til,

hvordan det videre forløb for mig skulle være.

En ting var konstateret;

mine synsprøver havde set bedre dage.

Og selvom jeg startede på medicinen igen

allerede samme dag som jeg

havde fået beskeden om kejsersnittet,

ville der gå en rum tid førend

den ville begynde at virke.

Første skridt blev en ny synsprøve,

og den viste sig heldigvis at være en anelse

bedre end de to forrige.

Dernæst fik jeg taget lidt forskellige prøver,

og flere gange vævede lægerne rundt i at jeg

måske kunne komme hjem imorgen,

og at jeg så bare kunne blive indkaldt

til de forskellige undersøgelser.

Der var lidt uenighed og uvished om,

hvad der skulle ske,

hvilke undersøgelser der skulle foretages nu,

og hvilke ville være bedre at vente med.

Da vi nåede søndag aften,

og stadig ikke havde fået et konkret svar på,

hvornår vi kunne blive udskrevet

valgte Marco og jeg,

at det bedste ville være

at vi gemte hans barsel til vi var hjemme.

Det ville vi alle få mest ud af,

fremfor at bruge den mens vi stadig var indlagt.

Derfor måtte Lillebror og jeg

sige farvel til Pappi's søndag aften,

så han kunne tage på arbejde mandag morgen.

-Pyha, det var hårdt.-

Men vi var enige om,

at det ville være det bedste

uanset hvad lægerne fandt frem til.

Marco ville jo kunne komme

med et par timers varsel,

hvis vi skulle være så heldige

at vi fik lov at tage hjem allerede mandag.

Det gjorde vi dog ikke,

endnu en gang lød svaret at vi måske

 kunne få lov at tage hjem tirsdag eller onsdag.

Jeg talte med Marco over mobilen

op til flere gange dagligt,

og det hjalp på savnet og jeg følte samtidig

at vi stadig var fælles om Lillebrors første tid.

På bedste vis forsøgte jeg,

at dele alle små detaljer med Marco

og kameraet blev brugt flittigt.

Onsdag fik jeg visit af en af lægerne,

som egentlig kom for at sende mig hjem.

Men efter vores snak og lidt undersøgelser

blev beslutningen at jeg alligevel skulle blíve,

da der var risiko for at jeg måske

havde fået en blodprop

eller at hjertet var overbelastet.

Her skal det måske lige nævnes,

at jeg jo altså også har taget over halvdelen

af min normale kropsvægt på under graviditeten,

og det kan mærkes!

Jeg blev sendt til scanning af hjertet,

der dog ikke viste tegn på noget unormalt,

men under scanningen observerede

lægen noget i min lunge,

der tydede på en blodprop.

Der blev derfor booket en tid til en CT scanning

og en ultralydsscanning af benene.

Begge scanninger viste sig at være fine, heldigvis!

I løbet af dagen havde jeg holdt

Marco orienteret via telefonen,

og vi besluttede at uanset

hvornår jeg (og Lillebror) ville blive udskrevet,

så ville han komme direkte efter arbejde.

Nu hverken kunne eller ville han vente mere.

Åh, hvor jeg glædede mig til

at han skulle komme!

Torsdag skulle jeg til en samtale med 2 af lægerne.

Til samtalen ville jeg blive

informeret om de forskellige prøver,

der var blevet foretaget og det videre forløb.

Resultatet blev at jeg skal tage

blodfortyndende i 6 uger,

blot som forebyggende.

Jeg fik nye tider til diverse undersøgelser,

MR scanning o.s.v.

Derudover fik vi den

GLÆDELIGE

besked at vi måtte tage hjem samme dag!

Det var fantastisk;

Vi måtte nu tage vores lille mirakel med hjem!

Jeg turde næsten ikke tro det,

for jeg havde nu efterhånden

fået den besked et par gange.

Men denne gang var den god nok,

vi skulle hjem.

Jeg mærkede glæden bruse indeni,

og da tankemylderet meldte sig,

kom også nervøsiteten.

Var jeg klar til at tage den lille fyr med hjem?

Hvad nu hvis de koncentreret sig

for meget om mit helbred

og glemt at tjekke at alt var okay med ham?

Kunne jeg nu være sikker på,

at den lille fyr virkelig var min,

at der ikke ville komme en anden

og gøre krav på ham?

Ville jeg kunne leve op til mine egne

forventninger som "en god forælder"?

Der var ikke andet for,

end at mane tankerne til jorden,

rette ryggen og springe ud i det.

Mit liv som Mama, startede nu for alvor.

Et nyt liv var begyndt

både for Marco, tøserne, Lillebror og mig.

Jeg havde sådan glædet mig til denne dag,

og dermed til at tage hul

på et helt nyt kapitel i mit liv;

Mit liv som Mama

til den mest fantastiske,

dejligste, skønneste

og smukkeste dreng i hele verden! ♥

Åh, den kærlighed!

Valentinsdag

- egentlig ikke noget jeg normalt går op i.

Men denne valentinsdag har været ganske særlig;

jeg har nemlig tilbragt den

med de to vigtigste mænd i mit liv ♥

Et nyt liv #2

Her kommer anden del af

fødsels-forløbs-indlægget.

Torsdag d. 27. januar kl. 19.00

checkede vi ind på OUH's barselsafsnit.

I første omgang var vi alene på stuen,

så der var plads til at fjolle lidt

med min efterhånden enorme krop

og de enorme vandmasser.

Dette gjorde ventetiden indtil fredag (lidt!) kortere.

Nattesøvn forblev en by i

Rusland for mit vedkommende,

mens Marco formåede at snorke

det meste af barselsafsnittet op.

Mens jeg lå søvnløs der i sengen

indhentede tankestormen mig igen.

Ville det gå godt imorgen?

Ville mit lille ønskebarn være sund og rask?

Hvad hvis nu Lillebror alligevel ikke

var klar til at komme ud,

det ville jo trods alt være 3 uger før tid?

Kunne det tænkes at det hele bare var en drøm?

Hvad hvis jeg alligevel ikke var klar

til at skulle være Mama, hvad så?

Ville Lillebror mon vide,

at han er den baby jeg har

ønsket mig i så mange år?

Sådanne tanker fløj

rundt i mit hoved i nattens løb.

Vel at mærke til lyden
af en snorken fra en,

der ligesom jeg, stod overfor en af de

helt store forandringer og helt store glæder

som livet kan byde på.

Begriber ikke,
hvordan han var i stand til

at få sin skønhedssøvn!

Uret tikkede derudad,

og jeg kunne mærke,

hvordan spændingen blev større og større.

Pludselig var kl. 7.00,

og der var nu ikke længe til

at vi skulle hilse på Lillebror

for allerførste gang.

Jeg skulle faste,

så Marco valgte at sympati-faste med mig.

For at aflede sulten,

som jo altid melder sig når man

absolut ikke må få noget

skyndte jeg mig i bad, hvilket man jo skal for

at mindske baktudserne før et kejsersnit.

Mens jeg stod der under bruseren slog det mig,

det var mit sidste bad med Lillebror indeni!

Det var en underlig tanke,

og jeg vaskede nænsomt maven en ekstra gang

mens jeg stod der, og prøvede at fatte

at jeg lige om snart var Mama.

Jeg nåede akkurat at være i bad,

og komme ind på stuen igen

da det pludelig bankede på døren.

Det var en serviceassistent,

der kom for at hente mig.

"Nu?"-spurgte jeg.

"Jeg skal jo først være der kl. 8.30,

og klokken er kun 7.45!"

Stressen og nervøsiteten meldte sig øjeblikkeligt.

Jeg fik lov at børste mine tænder,

og så skulle jeg ellers hoppe i den hvide karet

og Marco skulle hoppe i det

fikse grønne operationsoutfit
inden turen gik til "Costa del O.R."

Da vi kom til på operationsstuen

måtte vi vente på narkoselægen,

som lige skulle forklare om risici,

selve bedøvelsen o.s.v. inden jeg blev kørt ind.

Jordemoderen, som skulle tage sig af Lillebror

så snart han var ude, viste sig at være en jeg har

gået i parallelklasse med i folkeskolen.

Det var lidt sjovt at erfare inden jeg skulle ind,

og det afledte tankemylderiet og nervøsiteten lidt.

Inden vi fik set os om var det NU.

Jeg lå og vippede fra side til side

for at rygmarvsbedøvelsen

skulle virke i begge sider, der blev lagt kateter

(-og jeg, der troede at man da selvfølgelig

kunne beholde bukserne på,

hvis man fik foretaget kejsersnit, HALLO,

det kunne man så ikke!)

Endelig virkede bedøvelsen,

og "manden-med-kniven" informerede mig om,

at når han nu gik igang om lidt

så ville der gå 5 min.,

og så ville mit barn være født.

Tankermylderet havde fundet vej til mit hoved igen,

og nu kørte der en scene fra

Grey's Hvide Verden for mine øjne.

Jeg var nødt til at stoppe "manden-med-kniven"!

Den pågældende scene fra GHV viser et kejsersnit,

hvor lægen/kirurgen kommer til

at skære det lille barns arm af,

så de efterfølgende må sy den på igen.

Total SKRÆKSCENARIE!

-og ja, jeg var sgu for dum at se den serie,

og så præcis det afsnit!

Både læger, sygeplejerske og alle de andre,

der var på operationsstuen kunne ikke holde masken

og brød ud i grin da jeg fortalte dem

om scenen med grin og gråd i stemmen.

Alle var de enige om,

at jeg da bestemt ikke skulle bryde mit hoved

med sådanne tanker netop nu.

Dog lovede og forsikrede de alle mig om,

at det ihvertfald ikke ville ske.

Kl. 08.58 kom vores lille mirakel til verden,

og Marco og jeg kunne dermed kalde os forældre

til en sund og velskabt smuksak.

3340 g og 51 cm lang.

Et ubeskrivelig overvældende,

følelsesladet og stort øjeblik!

Jordemoderen, som havde Lillebror i armene,

kom hen og viste ham til mig.

Dog havde jeg lidt svært ved

at se ham ordenligt som jeg lå der, 

følelsesløs i det meste af min krop 

og med slanger hist og pist.

Marco fulgte med jordemoderen 

ind i et andet lokale,

hvor de sammen fik vejet, målt og

gennemtjekket at alt nu var som det skulle være.

Til sidst skulle han klædes på inden

 Marco fik lov at tage ham med ind

og vise ham til mig,

så jeg kunne få lov at se ham rigtigt.

Det var dér jeg fik lov til

at holde mit lille ønskebarn for første gang.

♥ Et helt ubeskriveligt øjeblik ♥

Da vi blev kørt op på opvågningsstuen

fik jeg lov at have mit lille mirakel

liggende hos mig i sengen.

Jeg krammede og kyssede ham,

som man nu kan det med sådan en lille størrelse,

alt imens jeg forsøgte at fatte at den lille fyr,

som lå i mine arme var det ønskebarn

som jeg havde ønsket mig og drømt om i så mange år.

Nu var det pludselig virkelighed!

Har måtte nive mig selv i armen mange gange siden,

for tænk, at jeg virkelig har fået lov

at være SÅ heldig!

Et nyt liv #1

Som tidligere nævnt så kommer her

et fødsels-forløbs-indlæg

og jer,
som har lyst til at læse med er velkomne:-)

Her er et billede af maven,

taget lige efter ankomsten til OUH.

Ingen kommentarer til grimassen,

vandmasserne eller cowboy'der hånden;-)

Torsdag d. 27. januar
skulle jeg til en øjenundersøgelse,

nærmere betegnet;
en synsfeltundersøgelse.

Min søde svigerfar var chauffør,

så turen til sygehuset gik uden de
store mobile skavanker.

Da undersøgelse var lavet,

blev jeg efterfølgende kaldt ind til lægen,

som blot kunne bekræfte at synsfeltet

viste defekter på begge øjne
som følge af min tumor.

*Til jer, som ikke ved det
så har jeg en tumor i hypofysen,

som sidder på mælkehormonet.

Normalt tager jeg medicin for
at hindre den i at vokse,

men grundet graviditeten har medicinen

været lagt på hylden.

Over hypofysen sidder synsnerven,

og det er den der kan komme tryk på

hvis tumoren vokser for meget
og det kan derfor give udslag

i synsforstyrrelser og i værste fald
kan det medføre blindhed.

Jeg har hele tiden vidst,

at det blot ville være et spørgsmål om tid førend

der ville ske forandringer med tumoren.

Det er nemlig sådan,

at hypofysen vokser hos alle gravide når kroppen

gør klar til at det lille barn skal komme.

Størst er den som regel nogle dage efter fødslen,

idet mælken løber til
og mælkehormonet arbejder på højtryk

for at producere mælk til den lille ny.

Problemet for mig
har så bare været at min tumor har

"optaget" den plads som hypofysen normalt ville

have haft at vokse på,

og da der i forvejen ikke er meget plads
kan tumor og hypofyse

kun komme en vej, og det er opad.

Altså op i synsnerven, som jo lígger lige ovenfor.

Efter jeg havde været til øjenundersøgelsen

skulle jeg et smut til akupunktur.

Det nåede jeg at lave et indlæg om,

inden der pludselig blev
vendt op og ned på det hele.

Du finder indlægget lige HER

Min mor ringede for at høre,

hvordan det var gået til øjenundersøgelsen

og det var efter at jeg havde talt med hende

at jeg besluttede at ringe til OUH for at høre,

hvordan jeg skulle forholde mig
til det knap så gode resultat.

Jeg kunne ikke komme i kontakt med de rigtige folk,

så jeg fik at vide at de ville ringe tilbage.

Der gik ikke engang 5 min.,

så ringede telefonen.

De viste sig dog at lægerne endnu

ikke havde nået at få min besked,

men at de ringede for at høre resultatet af mig,

da Vejle Sygehus endnu ikke

havde givet dem besked om resultatet.

Efter at have snakket frem og tilbage,

og en masse ringen frem og tilbage
fik jeg beskeden om,

at de ville "forløse barnet" som de kaldte det.

"FORLØSE BARNET?!" -tænkte jeg.

"Det vil jo sige at barnet skal UD"

-tankerne fløj igennem mit hoved med lynets hast

og jeg fik til sidst fremstammet,

hvornår de så havde tænkt sig at det skulle være.

Svaret var at de havde booket en tid
til kejsersnit fredag kl. 8.30,

så jeg skulle tjekke ind på
Odense Universitets Hospital kl. 19.00.

Holy mother of ***

Jeg skulle lige nå at fatte det!

-fredag d. 28. januar skulle jeg være Mama,

vores lille ønskebarn skulle til verden,

og jeg skulle dermed se og holde min søn
for allerførste gang.

Tårene trillede nedad mine kinder,
det var fantastisk, overvældende,
ubeskriveligt stort
 og samtidig en anelse skræmmende.
Familielivet med en lille baby
stod nu lige for døren!

Da jeg havde lagt røret på
ringede jeg straks til Marco,
som jo stadig var på arbejde.
Jeg tudede mens jeg gav ham beskeden om,
at imorgen ved denne tid
ville vi have Lillebror ude hos os,
og vi ville dermed være forældre.
Marco tog det roligt, som kun mænd kan det,
og kunne glæde sig -uden at gå i panik-
over at fredag skulle blive dagen
som vi begge for altid vil huske.

-Dette var første del af
fødsels-forløbs-indlægget,
næste del følger snarest.-

Af hjertet TAK!

Dette indlæg er udelukkende stilet til alle jer,

der har sendt de søde hilsner og lykønskninger

på mit forrige indlæg.

Jeg har læst alle kommentarer nøje,

og jeg røber gerne at jeg pønser på et

fødsels-forløbs-indlæg i nærmeste fremtid.

Nok mest for min egen skyld,

da jeg stadig må nive mig selv i armen for at fatte,

at det er virkelighed; jeg ER blevet Mama.

Så til jer, som har stillet spørgsmål kan jeg sige,

at der vil komme en forklaring i

fødsels-forløbs-indlægget.

Endnu en gang;

Af hjertet TAK!

Nu vil jeg nyde min skønne unge,

og nyde at jeg stadig er i min babyboble.

Forsøger dog at følge lidt med heri Blogland alligevel,

men bær venligst over med mig,

hvis jeg ikke lige får svaret på mails og kommentarer ;-)

Velkommen Lillebror!

Der har været stille på bloggen,

og det var stilhed af den gode slags!

Fredag d. 28. Januar kl. 8.58

kom Lillebror til verden ved kejsersnit.

En synsprøve viste defekter på begge mine øjne,

og lægerne turde derfor ikke lade mig gå tiden ud.

Torsdag aften skulle vi tjekke ind på Odense Universitets Hospital,

og der var der allerede booket en tid til kejsersnit fredag morgen.

Huhej, vilde dyr - pludselig gik det stærkt,

og jeg fik følelsen af,

at det hele lige gik en anelse for stærkt til

at jeg kunne nå at følge med.

Tænk, et opkald og en synsprøve havde netop afgjort

at jeg skulle være Mama nu,

20 dage før termin.

-det var et scenarie,
der ikke lige havde været i mine tanker!-

Lillebror kom til verden kl. 8.58,

3440 g og 51 cm lang.

Et pragteksemplar af -en helt igennem-

lækker drengebaby!

Den næste tid vil jeg hellige mig mit lille ønskebarn,
der vil af den grund ikke være samme aktivitet
her på bloggen som hidtil.
Vender stærkt tilbage med,
hvad der sikker bliver en masse babysnak
 og det der ellers hører en nybagt Mama til ;-)