Dagen idag har været en dag, hvor tankerne har fløjet rundt i mit hoved.
Bastian er idag 1 år og 1 måned, og havde jeg haft valget havde jeg tullet rundt herhjemme med min store dagplejedreng heeeele dagen.
Men jobbet må passes, for der skal penge på kontoen og mad på bordet....
Men for f***** hvor har jeg dårlig samvittighed, for med et job,
hvor jeg f.eks. idag havde fri kl. 17.00 og var hjemme 18.30, giver det mig kun knap 30-45 min. sammen med Bassen inden han er så træt, at han må i seng så han ikke går i spåner.
Helt ærligt, det kan skisme da ikke være rimeligt, at jeg "bare skal acceptere",
og lade manden min om det hyggelige samvær med vores søn
- et samvær som jeg kan mærke at jeg higer efter, så meget at det gør virkeligt ondt indeni.
Det er nu ca. 1 måned siden jeg startede på job, og selve jobbet er jeg superglad for
- jeg synes det er skønt at være tilbage og igang igen, men arbejdstiderne de trækker tænder ud,
og giver mig konstant dårlig samvittighed i forhold til min rolle på hjemmefronten.
Jeg synes jeg gør alt hvad jeg kan for at få det hele til at hænge sammen, men det er som om at jeg blot træder vande pt - af samme grund er det begrænset hvor meget jeg får blogget.
Faktisk har jeg så meget om ørene, at jeg ikke engang har tid til at surfe rundt og læse med
rundt omkring i Blogland, og det plejer jeg ellers at gøre når der skal slappes af,
for det er jo så hyggeligt og dejligt inspirerende og det er ren afslapning for mig!
Min facebookprofil står på stand by, mange mails mangler at blive besvaret
- og jeg har faktisk hængepartier allevegne, for ikke at glemme vores husprojekt, der stadig er undervejs...
Hverdagene flyver afsted og weekenderne går med at få krammet og kysset Bastian, og så snart han sover får den fuld gas med pensel, hammer, mejsel og hvad der ellers kræves af nybagte husejere.
Billedet tog jeg forleden og det viser en meeeeeget træt dreng,
som til sidst måtte overgive sig til drømmeland.
Selvom han ellers havde protesteret hårdnakket imod at skulle sove middagslur i barnevognen.
Åh Louise hvor jeg føler med dig. Hvor må det bare være hårdt. Jeg starter som sagt igen efter barsel på mandag.. Uh jeg kan allerede mærke suget i maven. Lige nu kører det med mellemørebetændelse og hoveder (inkl. mit) fyldt med snot. Øv. Stort kram Ulla
SvarSletÅh for pokker da, stakkels dig. Husk nu at passe godt på dig selv! Det er nærmest det vigtigste. Blog kan så sandelig vigtig selvom jeg kender afhængigheden alt for godt.
SvarSletKH
PS. Har engang sovet i nogenlunde samme stilling som lille B. Det kan faktisk ikke anbefales!! Meget øm bagefter, og sovende ben (men ok havde også ret slemme tømmermænd, så det var måske mest en slags besvimelse ;)
Puha, hvor lyder det hårdt:(:(
SvarSletEr der slet ingen mulighed for at kunne ændre i dine arbejdstider, så du kunne gå tidligere - måske bare for en start et par gange om ugen?
Bare tanken om at skulle leve med sådan et arbejdsvilkår gør ondt i hjertet - al den tid med min pige, jeg ville miste.
Åh, jeg håber da virkelig, at der kan findes en løsning.. :)
det kunne have været mig der havde skrevet dette indlæg for nogle år siden, savnet til min lille dreng dengang, kunne få min mave til at slå knuder, og selvom alle sagde at det ville blive meget bedre, fik jeg personligt aldrig føelsen.. da vi så fik nummer 2 slog min mave igen knuder... jeg kunne slet ikke rumme det at alle andre skulle have de store glæder med MINE børn.. da vi så fik nummer 3 valgte vi at trække stikket ud fra arbejdsmarkedet for mit vedkommende... nu efter 2 år som hjemmegående ( men med en mand der er rigtig meget væk)er jeg så startet som selvstændig med arbejdsplads herhjemme... Det er hårdt med familie, huslige pligter, 3 unger der allerede er kommer hjem kl 12.30 og så stadig få arbejdet, men det er det hele værd, nu føler jeg ihvertfald at jeg ser mine børn meget, og det er dejligt... men pu ha jeg kan sætte mig ind i din situation, og jeg ønsker for dig at du finder dig tilpas i din hverdag, og at du så nyder alt den tid du kan med familien..
SvarSletOg så er det da et fantastisk hus i har købt jer, det bliver da helt fantastisk.
Gitte
Stakkels stakkels dig... må bare være ekstremt hårdt. Det rammer mig lige i hjertet at læse om, pas nu på hinanden. Håber du kan finde en løsning med jobbet, kan godt forstå at det er skønt at komme igang med job igen, men de tider er da forfærdelige som småbørnsmor...
SvarSletKnus og bekymrede tanker fra en fast læser - Julia
Puh, det er hårdt. Det er bare ikke altid nemt at få enderne til at hænge sammen. Der findes sikkert heller nogen anden periode i livet hvor man har mere travlt end tiden med små børn - og det er jo på det tidspunkt man har allermest brug for tiden. Håber I finder en løsning.
SvarSletKh Gitte
Ville bare sige stakkels dig... Føler med dig... Håber du/i finder en super løsning, så du kan være noget mere sammen med familien... :)
SvarSletPas godt på dig selv..
Lige et bette kram fra mig.. :)
Hvor jeg føler med dig. Det er jo netop nu, at du skal være hjemme ved dit barn. Jeg selv har været meget heldig. Jeg arbejdede på et plejehjem, som efter at min søn kom til verden tilbød mig en 20 timers aftenvagt. I 6 dejlige år kunne jeg være hjemme hos min søn om dagen, arbejde om aftenen, nyder fridage med familien. Vi har undgåetsygdom og kunne sende sønnike i børnehave som 2½ år. Vi har bestemt ikke fortrudt det valg. Siden har jeg også kun haft en 20 timers dagvagt og skal først nu her pr. 1 april starte i nyt arbejde på 30 timer, sønnike er blevet 12 år og nu kan jeg begynde at arbejde mere :-)
SvarSletJeg føler virkelig med dig. Det er mega hårdt hele tiden at føle man ikke er helt med.
SvarSletEfter endt barsel med min den første var jeg tilbage på job (mit ønskejob), men det lå 1 times kørsel fra hvor vi boede og jeg sluttede først arbejdet ved 16.30 tiden. Det fungerede slet ikke for mig. Synes jeg var for lidt sammen med Anton og det dejlige job var pludselig ikke det vigtigste. Jeg tog beslutningen og fandt et job tættere på og med bedre arbejdstider. Bedste beslutning ever... Vil bare ikke gå glip af noget med ungerne. Så mit nye job er måske ikke altid det mest udviklende, men jeg er meget sammen med ungerne imens de er små. Den tid kommer aldrig igen. Har aldrig fortrudt at ønskejobbet måtte udskiftes..
Pøj pøj med hverdagen m.m.
Lykke