Morfintrip - ja tak!

Man bliver sgu lidt bange, når man pludselig føler man er ved at blive kvalt!

-og netop dette er årsagen til mit fravær her på bloggen.

Som bekendt blev jeg opereret d. 29. oktober, og dagen efter blev jeg udskrevet igen.

Dopet med smertestillende og bevæbnet med en fyldt fryser,

 indtog jeg sofaen og nød at være hjemme hos de to firbenede, sønnemand

og SuperDad (som havde holdt skansen, men Mama var væk).

Glæden blev dog kort.

Tirsdag aften og nat hævede min hals, både indvendigt og udvendigt,

og jeg kunne kun sidde oprejst i sofaen imens jeg koncentrede mig om

at trække vejret for ikke at blive kvalt.

Onsdag morgen kunne jeg næsten ikke få luft, og med en stemme, der nærmest var forsvundet

 ringede jeg til øre-næse-hals afdelingen, hvor jeg havde været indlagt.

Med besvær fik jeg forklaret sygeplejersken i røret, hvad der var galt og spurgte om det var normalt.

Det var det ikke, og hun sagde at jeg straks skulle komme.

Men det er lettere sagt end gjort når man bor 50 km fra sygehuset

og har en mand og en lille søn, som stadig sov.

Jeg sagde til hende at jeg lige måtte ringe tilbage når jeg havde fået vækket min mand.

Jeg fik ringet Marco op - han sov i soveværelset på 1. salen -

og da han kom ned i stuen forklarede jeg ham på bedste vis, hvad der var galt.

Derefter ringede jeg til afdelingen igen, og sygeplejersken havde imellemtiden besluttet

at der skulle sendes en ambulance afsted for at hente mig.

Kort tid efter stod der en ambulance i indkørslen, og det vakte bejstring hos Bastian.

"Aj, se.. - sejt!" lød det fra den lille gut.

Knap så sejt var det, da det gik op for ham at den var kommet for at hente Mor.

I ambulancen forærede den ene falckmand mig en lille Falckbamse, Sofus,

som han synes jeg skulle give til Bastian når jeg kom hjem igen.

Hvor var det bare en sød og rørende tanke!

Efter ankomsten til sygehuset blev jeg undersøgt at flere forskellige læger,

og de fandt frem til at jeg også havde feber.

De besluttede sig for at jeg skulle indlægges så de kunne tage blodprøver,

ligge drop så jeg kunne få væske og ikke mindst sikre sig,

at jeg var inden for rækkevidde såfremt luftvejene lukkede helt til.

Jeg blev indlogeret på afdelingen igen og endnu en gang kom en læge for at se til mig.

Jeg var rigtig, rigtig skidt - og ikke mindst bange.

Aldrig før har jeg haft sådan en frygt for at lukke mine øjne, for tænk hvis jeg aldrig åbnede dem igen.

Billedet er lånt herfra

Omkring middag fik jeg svar på blodprøverne og de viste tegn på infektion/betændelse.

Derfor fik jeg nu også ordineret penicillin, og allerede om morgenen var halsen i bedring.

Hævelsen begyndte så småt at fortage sig, og dopet med morfin var smerterne nu også mere udholdelige.

Jeg tryglede om at komme hjem og ligge, da jeg synes det var spild af samfundets penge at have mig liggende der og jo... selvfølgelig ville jeg da hellere være hjemme hos familien!

Torsdag fik jeg lov til at checke ud, og min Mor kom for at hente mig.

Det var skønt at komme hjem, og med min Mor til at kigge efter Bastian

kunne jeg med god samvittighed ligge på sofaen og lade medicinen gøre mig godt.

Idag har jeg det nogenlunde, jeg har stadig smerter og er umådelig træt.

Morfinen har en fantastisk effekt og i sammensætning med de tre andre smertestillende medikamenter

kan jeg nu bevæge mig omkringi hjemmet, i snegletempo.

Jeg må ikke være fysisk aktiv overhovedet.

Alt hvad der kan få pulsen til at stige skal jeg holde mig fra,

da det får blodkarene til at udvide sig og dermed giver risiko for blødning.

Hvad angår kosten så skal jeg stadig holde mig til blød, flydende, afkølet eller kold mad

-men det er ren smertehelvede at få noget ned og det går ud over energiniveauet,

ligesom medicinen også har en trættende effekt.

Men jeg befinder mig hjemme, og alene det gør mig godt!

Det går så småt den rigtige vej, men det varer nok noget tid inden jeg er helt på benene igen.