..og med 5 ture på 3 forskellige sygehuse indenfor de næste 4 måneder, en flytning,
dagplejestart og jobstart ovenpå et laaangt og dejligt barselsforløb,
ja så er det da nok næppe hvad jeg kommer til at gøre.
Tværtimod nok nærmere!
I sidste uge var Bastian, Marco og jeg en tur på Odense UniversitetsHospital igen-igen,
hvor vi skulle have lavet en DNA test for at se om min tumor skyldes en genmutation kaldet MEN-1,
(i så fald endnu et M til samlingen!), hvilket så kunne være forklaringen på de mange tilfælde af hypofysetumorer der er, og har været, på min side af familien.
Det er en mærkelig følelse at vide,
at jeg måske kan have videregivet et dårligt gen til Bastian
-og jeg håber af hele mit hjerte at det ikke er tilfældet.
Heldigvis var lægen betænksom og så ingen grund til at stikke Bassen
førend han havde svaret på min test..
Det bliver man som Mama ret lettet over, pyyyyha!
I næste uge står den så på endnu en MR scanning,
da min synsprøve har skabt usikkerhed om, hvorvidt mit syn er blevet yderligere påvirket af tumoren.
Årh, rend mig i R****, hvor er jeg træt af det renderi
- helt ærligt, jeg har da virkelig så mange andre og langt mere spændende
ting at give mig til, end at fise fra det ene sygehus til det andet!
Jeg snupper da også lige en tur på Ortopædkirurgisk på Kolding Sygehus i næste uge
når nu jeg alligevel er igang :-s
Selvfølgelig falder scanningen og tjekket på Kolding Sygehus sammen med
indkørslen af Bastian i dagplejen, og jeg havde ellers nøje planlagt
hvordan den uge udelukkende skulle bruges på fokus af Bastian,
så han kunne få den bedst mulige opstart...
Men jeg vil forsøge at gøre opstarten så normal som muligt på trods af flytterod,
håndværkerkaos og sygehusrenderi, og selvom jeg har allermest lyst til at kramme min lille elskling ind til mig og kysse løs -hvert!- eneste minut af vores sidste barselstid sammen,
ja så siger min fornuft mig, at det nok lidt for meget af det gode for sønnemand...
Han er ved at være en selvstændig lille gut, der vil ud og inspicere hvert et hjørne af verden
og gud, hvor jeg dog elsker den lille glade flødebolleunge så det gør helt ondt indeni.
Tænk, om bare 5 dage skal vi påbegynde dagplejeopstarten,
og om bare 10 dage bliver min
lille baby allerede 1 år
Wow, hvor kan jeg bare SLET, SLET ikke følge med længere
-det er lidt som at være kommet halvvejs ombord på et tog,
der kører derudad med 250 km i timen...
Gad vide om det er dén følelse de ældre mennesker har når de siger,
at dagene flyver afsted og man skal nyde hvert et minut inden livet pludseligt er forbi?
Jeg nyder
hvert et minut og mere til!