Dagen idag har været en dag, hvor tankerne har fløjet rundt i mit hoved.
Bastian er idag 1 år og 1 måned, og havde jeg haft valget havde jeg tullet rundt herhjemme med min store dagplejedreng heeeele dagen.
Men jobbet må passes, for der skal penge på kontoen og mad på bordet....
Men for f***** hvor har jeg dårlig samvittighed, for med et job,
hvor jeg f.eks. idag havde fri kl. 17.00 og var hjemme 18.30, giver det mig kun knap 30-45 min. sammen med Bassen inden han er så træt, at han må i seng så han ikke går i spåner.
Helt ærligt, det kan skisme da ikke være rimeligt, at jeg "bare skal acceptere",
og lade manden min om det hyggelige samvær med vores søn
- et samvær som jeg kan mærke at jeg higer efter, så meget at det gør virkeligt ondt indeni.
Det er nu ca. 1 måned siden jeg startede på job, og selve jobbet er jeg superglad for
- jeg synes det er skønt at være tilbage og igang igen, men arbejdstiderne de trækker tænder ud,
og giver mig konstant dårlig samvittighed i forhold til min rolle på hjemmefronten.
Jeg synes jeg gør alt hvad jeg kan for at få det hele til at hænge sammen, men det er som om at jeg blot træder vande pt - af samme grund er det begrænset hvor meget jeg får blogget.
Faktisk har jeg så meget om ørene, at jeg ikke engang har tid til at surfe rundt og læse med
rundt omkring i Blogland, og det plejer jeg ellers at gøre når der skal slappes af,
for det er jo så hyggeligt og dejligt inspirerende og det er ren afslapning for mig!
Min facebookprofil står på stand by, mange mails mangler at blive besvaret
- og jeg har faktisk hængepartier allevegne, for ikke at glemme vores husprojekt, der stadig er undervejs...
Hverdagene flyver afsted og weekenderne går med at få krammet og kysset Bastian, og så snart han sover får den fuld gas med pensel, hammer, mejsel og hvad der ellers kræves af nybagte husejere.
Billedet tog jeg forleden og det viser en meeeeeget træt dreng,
som til sidst måtte overgive sig til drømmeland.
Selvom han ellers havde protesteret hårdnakket imod at skulle sove middagslur i barnevognen.






