...og jeg kan ikke begribe, hvor tiden er blevet af.
Måske skyldes det de mange dejlige og gode minder jeg har fået, og opbygget mig, på de 3 år.
Jeg er blevet Mama til jordens skønneste dreng, jeg er blevet kone til jordens dejligste mand
og sammen med sidstnævnte har jeg købt hus.
3 store ting er sket siden den dag for 3 år siden.
Hvad er det med mig og tal?!
-man skulle jo nærmest tro at jeg bevidst leder efter dem, men det gør jeg rent faktisk ikke..
F.eks. var det først efter at vi havde skrevet under på huset at jeg opdagede,
at huset blev bygget i 48, og som jeg sagde til Marco så var det nok meget heldigt at det først var efter...
For havde jeg set det så ved jeg ikke om jeg havde turdet skrive under på købsaftalen.
Overtroisk? Ja!
Min Farfar, min Mormor og min Far døde alle i en alder af 48 år,
så det er selvsagt ikke et tal jeg forbinder med noget godt.
De 3 store ting er alle noget, jeg ville ønske min Far havde nået at opleve.
Han ville have været en pavestolt Morfar, han ville have været lykkelig over
at se Marco og jeg sige ja til hinanden i kirken, ligesom han ville have været glad for,
at få os lidt tættere på i forbindelse med huskøbet.
Desværre blev det ikke sådan.
Bastian på vej hen for at sige hej til Morfar.
3 år er gået siden min Far forlod denne jord, og jeg husker det dog alligevel som var det igår.
Så mange ord jeg ikke nåede at sige, så mange ting vi skulle have gjort.
3 år er gået, men savnet er lige stort.
Hvor ville jeg ønske, at man kunne skrue tiden tilbage.
Hvor ville jeg ønske, at man kunne ringe til himlen.
Hvor ville jeg ønske, at man bare kunne få et sidste glimt.
Det er hvad jeg har ønsket mig, på en dag som idag.
